• NIKKB-forsker vinder førstepræmie i Athen

    I forbindelse med WFC/ECU’s verdenskongres 13. – 16- maj i Athen modtog Alice Kongsted, seniorforsker på NIKKB og lektor på IOB, førstepræmien i WFC Research Poster Award Competition for den bedste posterpræsentation på kongressen af sit forskningsarbejde.

     

    Alice Kongsted præsenterede to posters på kongressen, og modtog prisen for sin poster med titlen ”Are chiropractic patients afraid of movement? – You can easily find out if your patients are”, hvor hun sammen med to specialestuderende har undersøgt hvordan man meget enkelt kan screene kiropraktiske patienter for frygt for bevægelse.

     

    Prisen er et stort skulderklap til Alice Kongsted, fordi den er givet i konkurrence med posters præsenteret af forskere fra hele verden. Den uddeles til den bedste poster blandt et utal af præsentationer, og efter grundige studier af alle de posters, der blev præsenteret på kongressen, pegede dommerkomiteen på Alice Kongsteds poster som den bedste, og hun blev dermed den værdige modtager af præmien, der foruden hæderen inkluderede en symbolsk kontant præmie.

     

    Desuden var der hæder til den norske kiropraktor og forsker Jørgen Jevne, der blev tildelt Jean Robert Research Prize med titlen ”Best New Researcher” for artiklen ”Compensation claims for chiropractic in Denmark and Norway 2004-2012” om skadeanmeldelser til danske og norske patienterstatningsorganisationer, som han har skrevet i samarbejde med Henrik Wulff Christensen, direktør og forskningsleder på NIKKB, og Jan Hartvigsen, professor ved IOB og seniorforsker ved NIKKB.

     

    Alice Kongsted WFC2015

  • Ny generalsekretær i ECU

    European Chiropractors’ Union, ECU, skal have ny generalsekretær, når den nuværende, Richard Brown træder af 1. juni 2015. Efter en grundig udvælgelsesproces er ECU’s næste generalsekretær nu fundet.

     

    Hvis generalforsamlingen følger ECU’s hovedbestyrelses anbefaling, bliver det engelske Dr. Ian Beesley, der overtager stillingen som generalsekretær efter Richard Brown. Ian Beesley skiller sig ud fra de øvrige kandidater til stillingen ved ikke at være uddannet kiropraktor, derimod har han mange andre kvalifikationer, der gør ham velegnet til posten. I forbindelse med udvælgelsesproceduren demonstrerede Dr. Ian Beesley stor forståelse for de udfordringer og muligheder kiropraktorerne står overfor som profession.

     

    Ian Beesley er uddannet ved Oxford University, hvor han tog både en Bachelor og Mastergrad i politik, filosofi og økonomi, og ved University of London, hvor han tog en PhD i historie. Desuden er han indehaver af et postgraduate diploma i statistik fra Oxford.

     

    Dr. Beesley har en imponerende portefølje. Han har bestredet mange poster i den offentlige administration i UK og har arbejdet meget sammen med europakommissionen, FN og andre internationale organisationer verden over, ligesom han har haft højtrangerede jobs i den private sektor.

     

    Set med nationale øjne er det værd at notere sig, at den nye generalsekretær taler dansk og har arbejdet sammen med det danske udenrigsministerium. Han har bl. a. været med i en gruppe af rådgivere for den danske udenrigsminister omkring globalisering.

     

    Dr. Ian Beesley er formand for det engelske postvæsens rådgivningskomite omkring postnumre og driver sit eget konsulentfirma med mange store organisationer som kunder.

     

    Dr. Ian Beesleys formelle godkendelse som generalsekretær bliver foretaget på ECU’s årlige generalforsamling, der i år finder sted 13. maj i Athen.