• Sundhedsstyrelsen offentliggør NKR for hofteartrose og genoptræning efter total hoftealloplastik

    Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i sidste uge en National Klinisk Retningslinje for ikke-kirurgisk behandling af hofteartrose (slidgigt i hoften) og genoptræning efter total hoftealloplastik (THA) – operation med indsætning af kunstigt hofteled.

     

    Den ny NKR, der har haft kiropraktor Erik Poulsen, ph.d., Institut for Idræt og Klinisk Biomekanik som medlem af arbejdsgruppen, indeholder fem anbefalinger vedrørende patienter med hofteartrose og tre anbefalinger for genoptræning efter THA.

     

    De fem specifikke anbefalinger vedrørende den ikke-kirurgiske behandling af hofteartrose indeholder moderat evidens for at tilbyde patienter med hofteartrose neuromuskulær/funktion træning, superviseret styrketræning og/eller kombineret patientuddannelse med træning. Anbefalingen for manuel behandling bygger på et lidt lavere evidensniveau.  Der er manglende forskning vedrørende vægttab for patienter med hofteartrose og derfor bliver anbefalingen vurderet til at det er god praksis at tilbyde vægttabsintervention til overvægtige patienter med hofteartrose.

     

    De tre anbefalinger vedrørende genoptræning efter THA konkluderer, at superviseret genoptræning kun bør anvendes efter nøje overvejelse, da der ikke er evidens for en klinisk relevant forskel ved superviseret genoptræning i forhold til genoptræning uden supervision, dvs. indledende øvelsesinstruktion på sygehusafdeling efterfulgt af hjemmetræning. Der er en svag anbefaling mod superviseret styrketræning, da evidensen er lav og effekten ikke er større end ved genoptræning uden brug af styrketræning. Den sidste anbefaling konkluderer, at patienter som har fået en ny hofte undgår visse bevægelser i en begrænset periode efter operationen. Anbefalingen er baseret på meget lav evidens.

     

    Erik Poulsen har med sin store viden på området været en naturlig deltager i arbejdsgruppen. Han fortæller om arbejdet med den ny NKR og uddyber anbefalingerne:

     

    - Denne nationale kliniske retningslinje for patienter med hofteartrose er den første i Danmark og skal hjælpe det danske sundhedspersonale til at ensrette behandlingen, så den er baseret på den nuværende forskningsmæssige og kliniske viden på området. Hofteartrose er en sygdom som rammer rigtig mange danskere, så det er en kærkommen retningslinje, men det er vigtigt at påpege at retningslinjen er baseret på afgrænsede fokuserede kliniske spørgsmål vedrørende enkelte specifikke behandlingsformer/interventioner. Retningslinjen er derfor ikke uddybende i forhold til effekten af medicinsk smertebehandling, kosttilskud eller operation.

     

    Retningslinjen konkluderer yderligere at der sker en styrkelse af forskningen for både hofteartrose og genoptræning efter operation så evidensgrundlaget bliver mere solidt. Dette i form af undersøgelser med flere patienter end hidtil og som inkluderer langtidsopfølgning.

     

    - Arbejdet har stået på i trekvart år og har været utroligt spændende og lærerigt hvor de forskellige faggrupper har bidraget med relevant viden. Alle anbefalingerne i retningslinjen er baseret på bred konsensus og der har været stor faglig respekt medlemmerne i mellem.

     

    Arbejdsgruppen, der har udarbejdet National Klinisk Retningslinje for hofteartrose – ikke-kirurgisk behandling og genoptræning efter THA bestod foruden Erik Poulsen af formand Karsten Junker, Sundhedsstyrelsen, fagkonsulent Lone Ramer Mikkelsen, fysioterapeut og ph.d.,  ergoterapeut Dorte Betina Lee, Horsens Kommune, lektor Inger Mechlenburg, fysioterapeut og ph.d., Klinisk Institut, Aarhus Universitet, projektsygeplejerske Jane Schwartz Leonhardt, Ortopædkirurgisk Afdeling, Vejle Sygehus, fysioterapeut Sebrina Maj-Britt Hansen, MSc, Fysioterapi Kalundborg, professor Søren Overgaard, Ortopædkirurgisk afd. O, Odense Universitetshospital, afdelingslæge Thomas Jakobsen, ph.d., Aalborg Universitets Hospital, Ortopædkirurgisk Afdeling, konsulent Jens Aaboe og projektleder Rasmus Trap Wolf begge fra Sundhedsstyrelsen.

     

    Retningslinjen er yderligere målrettet planlæggere og beslutningstagere i regioner og kommuner: https://sundhedsstyrelsen.dk/da/nyheder/2016/~/media/64C2665956B24E7CB624E7FF2EA7D892.ashx

     

    Quickguide: https://sundhedsstyrelsen.dk/da/nyheder/2016/~/media/0CE53333920C4BA798D60865D0326A76.ashx

     

    ep 2013